Så syng da Danmark...
Gengivelse af sangtekster kan tillades ved henvendelse til Astrid Søe©
Maltfabrikken Ebeltoft
Tone: Vort modersmål er dejligt
Tekst Astrid Søe.
Skrevet til Maltfabrikken i Ebeltoft November 2010.
På ”Borgen” i en parentes, man så et stykke jord
det freder vi, så ser vi siden hvem og hvad der gror
langt højere bjerge man sikkert har om land
men al idyl det tæller med hos gamle H.C. And
Så fik vi os en park der er så multi-national
at lille tue vælter læs, i Frejsa gamle sal
for parken den skal værne hvert gammelt frønnet bræt
og riget fattes penge og er af krisen træt
I parken står et gammelt hus, med ruder ganske små
Og væggene lidt skæve står da livet gik i stå.
Med fanden MALT på væggen da Syddjurs skranter slemt
beslutter man at huset det skal falde og bli´ glemt
Vort lille land er lykkeligt, det sir´ en statestik
Kun ganske få for meget har og færre intet fik
Vi vælter os i lykke og vedgår arv og gæld
Men pludseligt så dræner vi histori´ens kildevæld
Det sker at vi blir´ mindet om, at noget trækker skævt!
At det vi har, skal værnes om og holdes smukt i hævt.
Historien skal råde og skabe klare syn
da skal man forskel kende, på solskin og på lyn!
En spire fra det klemte håb
Tone: Er lyset for de lærde blot.
Eller: den trænger ud til hvert et sted.
Astrid Søe. 11 September 2002.
Skrevet til foredrag i Højskoleforeningen 8520 og omegns folkemøde.
Er dagens gæld et stoppested
hvor håbets konto skranter?
Vil rystelser i mennesket
i hadet trække renter?
Er ikke verden ny igen?
Har livet mistet gløden?
Går folket nu med solen ned
og blir i aftenrøden?
Hvor troen bliver dødelig
forgår vor frihedstanke.
Da overtar’ alt kødeligt
og magtens hænder sanke -
- de brudstykker af frygt og had
som driver os fra livet
og døber os i glemslens bad
hvor bruddet tag’s for givet.
Men mødes vi med næstens tarv
og spejler egne slægter
da står vi med det liv, den arv
som magterne fornægter.
I tal og skrift og gamle ord
Vi kender vores stamme!
Så næsten ud af hjertet gror
Historiens gamle amme.
Hvad magtens tanke ikke så
var folkets tillids vilje.
At mellem mange stene lå
et frø fra gravens lilje.
En spire fra det klemte håb
der føder liv af døden
så folket udelt genopstå
og gense morgenrøden.
I kludetæppets kraft og ild
vi svøber barnets lemmer
så tillid ikke farer vild
men kærlighed fornemmer.
Vi kysser med et verdenssprog
opelsker smedens gerning
og ser i vores billedbog:
Da randt for os guldterning!
Bristede en hovedskal.
Tone: Man binder os på mund og hånd.
Tekst: Astrid Søe
Bristede en hovedskal.
Og tord'nen sang som him'lens kor.
Han adlød et andet kald,
og fra sin grav opfor.
Tænke sig den skyld han tog,
som vores offerdyr han led.
Vise verden i ham gro,
den sande kunst i kærlighed.
Min gud! Min gud! Hvor er du nu?
Selv sønnens hjerte gik itu.
Til evigt vil vi samle, de skår der faldt bort.
Det er din arv, erkend den ret.
Af livet kan man blive træt,
men ofret dig hjælpe, når alting blir' hårdt.
Ser du blot livstræet gro ud af det kors der stod,
skal du ikke frygte, for her blev betalt din bod.
Du gives fri til livet selv.
Bryd op, du udfris af din gæld.
Som nyfødt du danse. Din fredag blir' kort.
Dagene de skrider i udtrådte tøfler
Tone: sorrig og glæde de vandre til hobe.
tekst: Astrid Søe
Dagene de skrider i udtrådte tøfler
Sengen står uredt og vandet har kogt.
Langt herfra de vandrer med stude og bøfler
Andetsteds sømanden drager på togt.
Jeg lever her
Med himmelen nær
Livet det samles af det jeg har kær.
De fleste tøver før de tør
Tone: Nu lyser bøgens blade atter op
Eller (Som dybest brønd gir altid klarest vand)
Tekst: Astrid Søe efterår 2002
Hvor er du slidt, min kærlighed, mit håb
hvor søger du i livet mange veje
men aldrig er du tavs, kun fyldt med råb
og minder om du ej er til at greje
Jeg skriver ned på dagens huskeblok
at livets læring tærer al min glæde.
Da støder du mig atter med et chok
og hvisker vrissent at du er tilstede!
Jeg ber’ dig huske på din alderdom
men du går stædigt over dine bredder
du springer nyfødt ud og råber kom
selv jorden føles ny der hvor du træder
Jeg følger dig med støv på mine skridt
en nutidsbrænding skyller mine lemmer
du tar min hånd så jeg kan følge trit
og råber nye ord trods gamle stemmer
Min kærlighed er hullet som en si
og glemmer gamle sten i tunge tasker
forelsker sig, oplivet indeni
en gammel opskrift fyldt på nye flasker
Jeg står igen ved kærlighedens dør
og hamrer nye rytmer på dens lægter
jeg ved de fleste tøver før de tør
men kærligheden aldrig sig fornægter
De sidder i det hule træ
Tone: Er lyset for de lærde blot
Tekst: Astrid Søe
De sidder i det hule træ
Og ser på livets fodspor
de venter atter nok en dag
At Altet blir til krydsord
De spidser læbens sarte hud
Og smager luft på tungen
Og siger oprømt ordet Gud
Der ganske fylder lungen
Velmødt, de sir' til dette ord
Der smager godt af ælde
Og ser at det nu i dem bor
selv i den mindste celle
Så tegner de på træets hud
I barkens rynkeflade
Et enkelt, endnu lønligt bud
Og dækker det med blade
I årets skift de kikker med
Mens træets krone barsler
Et vingedyr gav blomsten sæd
Den nye frugt gir varsler
Nu falder frugten dovent ned
Og træet nøglen henter
Den låser op for grenens ved
Ny nøgenhed det venter
De ser det hele fra et skjul
De ser på livets fodspor
De sidder sammen med en fugl
Og tænker på et krydsord
Nu samles tanker barneblidt
og drømmen giver læren
med et de ser det sort på hvidt:
At Alt er Intets væren!
Din sang er altets tone
Tone: Per Warming eller Bjarne Haahr's tone til ”Du kom med alt det der var dig”
Tekst: Astrid Søe 2002
Hvor lyd og lyst er livets tarv
og folkets toner går i arv
i sang fra alle dage
en tone født i hver en mund
kan trodse evighedens blund
din lyd er ladt tilbage
Når tonen leger ganske blidt
forenes vi fra dit og mit
til samlingen i kødet
for hvor den skaber hjertelyd
og ler med al sin elskovsfryd
blir livet født af mødet
En tone født af livets hast
bestandigt holder den dig fast
og ber’ dig holde inde
giv tid et øjeblik og lyt
det øjeblik gør livet nyt
når fred man får i sinde
Hvor tonen møder tavse sind
den magter straks at trænge ind
og blir til vi den finde
dog tonen er utæmmelig
hvor du den finde, blir den fri
dens liv kan ingen binde
I tonen tændt af hadets vold
går livets mulighed i mol
med døden tyst vi danser
for kroppen stivner led for led
når voldens røster varer ved
og livets tone standser.
Stå fast i livets glade dur
hvor melodien frit gør kur
til alt du har i sinde.
I kærlighedens egen ånd
vil tonen række dig sin hånd
og over mislyd vinde
Den tone byder livet ud
til alle vækster står med skud
på håbets grønne krone.
I livets melodi er du
en sjælden kærlighed, et nu
din sang er altets tone
Et menneske det bor i vaner
Takt og Tone: flyv højt, vor sang, på stærke vinger.
(internationale)
Tekst: Astrid Søe midt Februar 2002 i et øjebliks oprør mod kedsomhedens tomme gab.
Et menneske det bor i vaner
et menneske det bor i pli
før solen morgengryet aner
så bli'r man smadret indeni.
Bryd med fortids tanke om dit levnet
bryd med hjernens kolde kald!
Spring ud,- moralen er nu jævnet
din sjæl er ikke mer´ til salg.
Vågn til kamp mod normalen
kys dit liv og sæt det fri
hør ej på andres galen
din særhed gør dig rig!
De sir at du skal ta' dig sammen
de sir dit liv bliver spildt i pjank
et samfunds love danner rammen
og du skal holde ryggen rank.
Ikke spile sovsen ud på bordet
ikke rage på dit kød
elsk kun med den du er tilsvoret
klem låret sammen om dit skød!
Vågn til kamp mod normalen
kys dit liv og sæt det fri
hør ej på andres galen
din særhed gør dig rig!
Du står så ømt og piller negle
og glor på sømmen i dit tøj
hva´ fa´en vi har da lov at fejle
ned under tæppet med det møg
glem ej dagen er en åben glæde
lad kun hele verden se
dit brud med jantelovens kæde
det er på høje tid at be´…
… om en kamp mod normalen
livets kys og halsen fri
moralen væk fra talen
din særhed gør dig rig!
Et ukendt landskab
Tone: Den danske sang er en ung blondt pige.
Tekst: Astrid Søe 1999
Et ukendt landskab skal åbne øjne
Og åbne øjne ser mer' hos to.
Et første møde, i tanken nøgne
I langsomt klædes i viden og tro.
Af viden fødes en stille længsel
Og længslen bliver til kærlighed.
Og uden lyd glider dørens hængsel
Når døren åbner for tosomhed.
Alt som var fremmet, er blevet velkendt
Er blevet linier i mytens bog.
Det ja som giver at alt er omvendt,
er hvidt som sneens det første fog.
Er hvidt fordi det er tankens syner
Der mundtligt lyder til verdens folk:
Om jorden falder og himmelen lyner
Er kærligheden tilstede som tolk!
Hvor findes mildhed i læbens bue?
Hvor findes glæden i sindets lag?
Hvor findes gløden fra hjertets lue?
Hvor findes lysten til endnu en dag?
Det findes stærkest i andres verden,
når to tør' skabe et fælles land.
Når først man stole på elskovs færden
Så kan man gå gennem ild, gennem vand!
I dag I taler hinandens glæde.
Og siger verden: Se, alt er sandt!
At turde livet,- kom, vær tilstede!
to nye liv I i favntaget fandt.
I dem står skrevet det sandheds stempel,
Som vidner rigest om kærlighed.
Når Ordet runger i kirkens tempel,
Det ses dog gyldigst i barnelighed!
Jeg flytter rundt fra egn til egn
Tone: Du kom med alt det der var dig. Af Bjarne Haahr
Tekst: Astrid Søe, Oktober 2002.
Jeg flytter rundt fra egn til egn
Og bryder grænse, mur og hegn
Og bygger nye gader
Men hvor i landet jeg end kom
blev gaden endeløs og tom
Ubrugte asfalt flader
Så retter jeg min trætte krop
Og rusker lidt i livet op
Jeg ved at stedet findes!
Hvor gaden myldrer, dagen gryr
Hvor folk og jord mit liv fornyr
Hvor hjertets lyst kan bindes
Jeg rejser til min fødeby
For øjet troner den på ny
Med gamle sår og skrammer
Jo mere rynket den ser ud
Jo mere elsker jeg dens hud
Det gamle øjet rammer.
Ved slægtens grav jeg svømmer hen
i minder, men opstår igen
som ved på træets grene.
Den jord de lod mig fødes af
gir kraft og vand til slægtens træ
den jord skal ingen dræne.
Min slægt blev spredt fra vid og sans
I dannevang og udenlands
Vi bygget vore veje
Alligevel er egnen nær
Hvor verden første gang blev kær
Den jord er vores eje
Den by har ord om vejr og vind
Om hvad der drømmer sig derind
hvor livet skal sig fæste.
Grib fat, sir byens gamle ord
det sted du selv vil være mor
og kendes ved din næste.
Med barndomsbyens nye mod
Bevæger jeg mig fod for fod
Mig alle egne møder
Jeg finder sted og længes mod
At blive til og fæste rod
Da egnen selv jeg føder
Hvor sindet bryder op igen
Og egnen ikke blev din ven
Er jorden gold og øde
Men hvor den kysser dig på mund
Blir du frugtsommelig og rund
Og jorden står med grøde.
kærlighed er spiretrods i os
Tone: Oluf Ring 1937. Den kedsom vinter gik sin gang.
Tekst: Astrid Søe Marts 2003
Hvad lover vårens egne tegn?
Med perler af forundrings regn
et gensyn med
din spiresæd
et periskop, der spirer op
som top.
Alt der er gemt i dunkelhed
vil spire frem i glædens bed
i løgets skal
bor vårens kald
der ytrer sig som spirehåb
i råb.
Nu springer kærligheden ud
formerer sig på vårens bud
En blomst blir til
hvad mon den vil?
Måske den læner sig mod dig
og mig.
Den duver blidt i vårens vind
mens solen stiger i dens sind
vi bryder op
af jordens krop
i glædesrus hvor livets gys
fornys
Som kærligheden kender det
skal løget bryde gennem frost og sne
og vilje bor
hvor livet gror
hvor kærlighed er spiretrods
i os.
At elske er at trodse død
at gøde hvor der findes nød
at tro på det
vi først ej se
alt skjult er vårens viljevej
til dig.
Asken vokser ind i tankens væld
Tone: Hulde engel du min barndomsven,
Knud Vad Thomsen, 1938.
Tekst: Astrid Søe, 2000.
1. Asken vokser ind i tankens væld
lytter jeg ved rodens fod forneden
hører jeg mit folk og der mig selv
stemmen gir mig del i evigheden.
2. Stemmen spinder nornens tråd med lyst
minder om at folket aldrig blunder
vidner om at folk fra kyst til kyst
ved at talen det er livets under.
3. Sproget som vi deler du og jeg
gør at vi kan mødes eller deles
dog vi ved vi begge finder vej
vor forskellighed gør at vi heles.
4. Kun hvis folket deler kærlighed
findes modet til at ville virke
slår ej længere ydmygt blikket ned
når man træder ind i sprogets kirke.
5. I forelskelsen der fødes ord
måske eller er det måske ikke
først i kærligheden fast det gror
stærkt et JA og NEJ i munden ligge.
6. Undren fødes stærkt med ordets ve
modersmålet barsler i dit indre
var det noget nyt jeg fik at se?
Var det ord der kunne overvintre?
7. Skal vi alle finde fælles svar?
Skal vi bryde kræfterne der deler?
Tro at enshed melder kysten klar?
Tro på ord som; tiden såret heler?
8. Er det det et men'ske beder om?
svar på alle ting der gør os svimle?
Overtar man svar, så blir' man tom
glem ej egne svar på jord og himle!
9. Vi vil ikke fængsles i vort sprog!
Vi vil vælge hvilken vej vi vandrer
ikke leve i den døde bog
vælge vores selv ind i de andre!
10. Vi vil være fri i ord og sind
vælge os på livets blanke side
ville alt, der drømmer sig derind
ikke bare blindt med strømmen glide.
11. Ordet bliver nyt for os igen
nyfødt i det folk der gør sig tanker
ved at nyt og gammelt er en ven
livets gåde gemt i hjertet banker.
12. Findes der et folk med tro og håb
lever det i modet hos min næste?
JA i frihed bliver det vor dåb
at forskelligheden er vort bedste!
Langt højere høje så vide på jord
Tone: langt højere bjerge.
Tekst: Astrid Søe, Skiftedage på Lønne Højskole 12-14 November 1999 ved græstørvspålægning på Danmarkshøjen.
Langt højere høje så vide på jord
man har, end hvor bjerg kun er bakke;
men gerne med brakmark og sandjord i nord
vi dannemænd tage til takke;
vi er ikke skabte til højhed, men blæst
og jorden at flytte det tjener os bedst.
Langt kønnere egne vil ikke vi tro
Turisterne kan udenlands finde
Og dansken har hjemme hvor D-marken gro
Ved strand med den fagre kærminde,
Og dejligst vi finde, ved vugge og grav,
Den sandede mark ved det bølgende hav.
Langt større bedrifter end Niels, Per og Poul's
Man aldrig ser udlænding øve:
Omsonst er ej dannemænds spade og skovl
De aldrig i hjerterne tøve;
Lad EU kun rives om tilskud til jord
Vi bygger kun høje og plante ej ro'er.
Langt klogere folk er der ikke om land
End her mellem bælte og sunde:
Til høj-bygning har vi jo vid og forstand,
Vi skaber den i sagaens lunde
Og brænder kun hjertet for græstørv og jord
Skal tiden nok vise at højen den gror.
Langt højere og ældre og finere høj
Kan findes på fremmedes egne
Men i sin beskedenhed danmarkshøj møj
Kan tale på danernes vegne
Og træffer vort modersmål ej på et hår
Den rummer dog talen fra for'gangne år
Langt mere af tørven så sort og så grøn
Fik andre i bjerg og i bytte:
Hos dansken den ses dog vidunderlig skøn
Et sted ved en fattigmands hytte
Og da kan om rigdom vi synge i kor
Når højen den vokser af udskiftnings-jord.
(Møj: Vestjysk rim dialekt for ordet: meget)
Livets spændetrøje
Tone: Flyv højt, vor sang på stærke vinger. Internationale.
Tekst: Astrid Søe Marts 2003. ordbillede af Mode-Mod.
Jeg gik og var så glad for livet
i trummerum og tro og trav.
Tog altid livsmodet for givet
som redningsvest på livets hav.
Men en dag, et brev kom ind af døren
”Giv dit liv et andet lys!
Du skylder os at slå til søren
bliv til i kunstigt mode lys”
Og jeg smed alt jeg havde
tro og tvivl røg over bord
i livsstils-ugeblade
jeg sang i samfundskor…
Jeg tog’ en bus helt til Glyngøre
og mødte andre ligesom mig
vi sku’ på kursus for de skøre
der ku’ de hjælpe os på vej.
De sku’ forme os til snoredukker
tage livtag med den tro
at livets jolle smukkes vugger
når man den kyndigt selv vil ro.
Form dig om efter andre
her du finder rette spor
vi sir’ hvor du skal vandre
hold kæft med egne ord…
Jeg læste ugens råd og stjerner
i ugebladets kogebog
al livslyst, håb og mod det fjerner
min hverdagssuppe gik af kog.
Så jeg glemte selv at tage stilling
til mit liv og frihedstrang
jeg levede kun for repelling
og ord i døgnfluernes sang.
Hvad er tro på en stjerne
lovet liv foruden gæld?
Et ugehåbs lanterne
du ej kan tænde selv…
Min læge sa’e: Du mangler modet
og trænger til et sjælebad
ham pumped’ medicin i blodet
så jeg ku’ være evigglad.
Jeg sku’ rejse mig og gå på line
stå på hovedet mens jeg så
de sorger, trængsler der var mine
og som jeg aldrig mer’ sku’ få
”mod” skal lægges på tungen
synkes til du er normal
et nej og du blir’ tvungen
vi ved, når den er gal…
Jeg sad i livets spændetrøje
og husked’ pludselig mig selv.
Mit livsmod vil jeg selv fordøje
og tro på livets kildevæld!
Jeg vil gå den vej jeg selv har fundet
hente livets troskab ind
de snørebånd jeg selv har bundet
gir’ frihedsgang i liv og sind!
Tro dig selv før du glider
ind i livet tilbudssvar
når eget lår du bider
så ved du hvad du har…
Novembers strejf af lys
Tone: Bjarne Haahr hvis du ikke rigtigt tror
Tekst: Astrid Søe
I novembers strejf af lys
Genopleves sommerens gys
Og hvor bladet rådner stille hen
vi dufter den igen
Efterårets ro og mag
Lægger livet lag på lag
I et sylteglas med sløjfe på
Til vi igen opstå
Ordet ved mennesket diger
Tone: jeg lagde min gård i den rygende blæst
Tekst: Astrid Søe
Når alting er tomhed og intet er til
når kulden og mørket det råder
da samler sig digte, og ordene vil
med menneske tunge og livet på spil
gi´ svar midt i jordklodens gåder.
En myte den bærer med ordenes leg
det håb der kan ligge i dvale
i andres fortællinger menneskets vej
gir´ mod selv at vandre, for ordet er dig
dit håb blir´ til liv i vor tale.
Engang her i norden da sagde man så
at alting var tomhed og øde
i Gunninggabs afgrund en fæl jætte lå
hans armsved gav afkom og ud af hans tå
lod forfædre til os sig føde.
Ægyptens fortælling er lig den i nord
kun kaos og afgrund og mørke
men ud af det kaos en gude-fugl for
hvor den skabte orden, nu mennesker bor
med livslyst i ørkenens tørke.
Først var der kun Ordet, og Ordet var Gud
og Ordet gav liv og fik øjne
den himmelske Gud skabte syv dage ud
og mennesker to til at bryde hans bud
som æblet de nu stander nøgne.
I Afrikas hede historien går
om Bumba alene tilstede
i bugen det buldrer som mavesår
så kaster han op, bjerge, sol, blomster, får
fra munden alt skabes til glæde.
Af fortidens gåder, blev myterne til
fortælling i menneskemunde
hvad tankerne rummer og ordene vil
indgydes i mennesket til man er hel
hvert slægtled sin myte udgrunde.
Hvorhen man end drager med mundbårne ord
vi mødes i skabelsens glæde
vi fødes som folk af den selv samme mor
i asernes gård og ved nadverens bord
er håbet som skaber tilstede
Med gamle ord vokser man selv i sit liv
man fødes i hvert ord man siger
vort modersmåls ord de er skabelsens viv
kun stumhed og tomhed blandt os ypper kiv
for ordet ved mennesket diger!
To trolde stod og praled lidt.
Tone: Der sad to katte på et bord.
Tekst: Astrid Søe 2002
To trolde stod og praled lidt.
Skitte ritte rit tum taj
Den enes mave bulede fedt
Skitte ritte rit tum taj
Jeg har spist to tidsler, otte mus
Skitte ritte ritte ritte rit tum taj
En haveslange, fyrre lus
Skitte ritte rit tum taj
Den anden trold sa' ahh kun det?
Skitte ritte rit tum taj
Nu skal du altså bare se
Skitte ritte rit tum taj
Så tissed den halvanden dag
Skitte ritte ritte ritte rit tum taj
Og hved du hvad den dernæst sa'?
Skitte ritte rit tum taj
Du praler med din store vom
Skitte ritte rit tum taj
Ved siden' af min, den er kun tom
Skitte ritte rit tum taj
Jeg drak det hele Vesterhav
Skitte ritte ritte ritte rit tum taj
Så jeg kan tisse ægte rav
Skitte ritte rit tum taj
Nej hør nu, sag'de den første trold
Skitte ritte rit tum taj
Skal vi nu ikke komme' i hold
Skitte ritte rit tum taj
Vi æder begge som en leg
Skitte ritte ritte ritte rit tum taj
Og næste gang vi æder dig!
Skitte ritte rit tum taj
At leve livet i den tid man har
Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
Tekst: Astrid Søe september 2001. Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede,
At leve livet i den tid man har
og ikke spille lotto for at vinde.
Historiens frakke gør du ej er bar.
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde.
Det hjælper ikke stort med synoptik
jeg tror du selv får øje på din glæde.
Vi ønsker altid mere end vi fik
selv ejerskab i troens tandemsæde.
Jeg troede jeg ku' kvase Jantes lov
og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg blir' sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad
og æder take-away og piller næse.
Ser ugens stjerner i et dameblad
som ingen selvsagt tror jeg gider læse.
At være ung med tvivl og hvalpepund
og skolens karakter der gør mig myndig.
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund
og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.
Børnechecks blues
Tone: Bjarne Haahr, di kjærlighed er mej mere værd
Tekst: Astrid Søe 2003
En børnecheck vandrer bag min hæk
og posten fløjter for sine breve
han gik forbi, nej han driver gæk
jeg ler mens brevet jeg kræve
I konvolutten et glædes bud
min bankmand venter med tal og renter
min konto står dag og nat for skud
det ikke sært at den skranter!
Oktoberpost fra min stat og amt
skal gå til bleer og børnestøvler
men når man står og er bankmandsramt
de godt på renterne høvler.
Så kommer plus’lig med smil min knægt
han peger ned i reklame stakken
midt i det smil er min konto lægt
og Lego render med takken.
Dit og mit, sort på hvidt!
Tone: jeg plukker fløjlsgræs
Tekst: Astrid Søe. Skrevet til Fribørnehaven Eventyrhusets stiftende generalforsamling.
Valborgsaften den 30 April 2001.
I markens flade jeg ser en tue,
den skyder op af den kolde jord.
Jeg ser på fuglen, som vil udruge
et nyfødt håb og et lønligt ord.
I drømme ser jeg, mit barn, at verden,
Den tør at lære af dine skridt
At du i eventyr har din færden
Og kærligt gør det til dit og mit!
I hånden holder du livets veje
så fast som du holder hånden min.
Du vokser stærkest i dine lege
og ud af dem ser jeg verden din.
I drømme ser jeg, mit barn, at tiden,
tør ta' ved lære af dine skridt.
At du i eventyr finder viden
og kærligt gør den til dit og mit!
Når dagen vågner med nye måder
at finde på og at finde ind.
Og du med barneligheden råder
mig til hvordan frihed når mit sind.
I drømme ser jeg, mit barn, at frihed,
Den bryder grænser med dine skridt
At du i eventyr ser at lighed
er kærligt skaber af dit og mit!
Med vindens kærtegn på dine kinder
du vokser frem af en anden tid.
Med eventyret i dine minder
da står du smukkest og fuld af vid
Mit barn, da ser jeg at drømmens længsel
en verden skabte af dit og mit.
Da livets dør åbner i sit hængsel
og eventyret står sort på hvidt!
Døden hvor mennesket kysses af jord
Tone: O kristelighed.
Tekst: Astrid Søe
En livsmodnet gang
vi træder i gruset med dødslejets sang
da skilles vort hjerte fra inderste lag
det gives dig i pant på opstandelsens dag
vi sender i tanken vort mod på din vej
for glemt blir’ du ej
Den vuggende vej
på langs må du rejse til dødninge kaj
med penselstrøg blikstille bliver det hav
og mindet som vi bærer så gyldent som rav
mens regndråber falder som guld på det skød
der omgav din død
vi krandser dig nu
guds løfte og budskab er bragt os i hu
dit skjul lukkes varsomt med muld og med sten
din livstråd spand man færdig med himmerigs ten
da væves din ligskjorte alt mens vi ser
du er ikke mer'
Det vindende håb
vor gud gir i gave ved fødsel og dåb
det gives i livet for tvivlen at nå
for mennesket ej nøgent og blottet skal stå
selv døden hvor mennesket kysses af jord
et håb i det gror
Vi værner dit blik
der rummer de farver som livsgangen fik
de males på hjerterumsvæg i vort bryst
og gemmes som et aftryk af årenes høst
så frygten for væren os aldrig kan nå
blot livsplanter så.
En nærhed der smiler
Tone: du gav os de blomster, som lyste imod os (167)
Tekst: Astrid Søe
Vi ser over landet en nærhed der smiler
den bryder sig vej mellem egne og sprog
den vokser i sindet når rastløshed hviler
fra sjællandske haver til synderjysk kog.
den kalder på ophold når fødderne iler
den skriver i sjælene en hjemlængsels bog.
For enden af øjet hvor synet blir’ ældet
hvor hjerternes udsigt kun ved hvad der sker
der står vi som mennesker ganske forgældet
når hjertet forelsker sig medens det ser
at synet forynges hvor landet forældes
det koster vor kærlighed når landet det ler.
En egn viser ansigt i folket den føder
vi gror bedst hvor landet i møde os gå
i egn og i menneske hjemlængsel gløder
og skaber en tanke om lønligt at få
et hjem der tar farve af landskabets møder
vi blusser når øjet ser hvor vuggen skal stå.
Se fuglene letter fra skjulet i sivet
og ukrudtet bryder den vej der blev lagt
en orm skubber jorden til side med livet
et par holder hånd mens de vandrer i takt
de mærker imod sig den jord de blev givet
fornemmer at hjemme er den egn de gir magt!
En sten der bærer livet glød
Tone: En kedsom vinter gik sin gang
Tekst: Astrid Søe
En sten der bærer livet glød
Blir' født af havets underfulde skød
Den ruller ind
Med vestenvind
En musling klynger sig dertil
og vil.
Vil kysse alle gamle spor
som rundt på stenes flade bor
i spor er gemt
alt som siden glemt
atter genopstår fra vestenvind
til sind
En vinter går på held
Tone: den grønne søde vår.
Tekst: Astrid Søe
En vinter går på held
Og dog alligevel
Blir' vandet sølv af is
På vintervis
Dagens tø
Vårens mø
Når vint'ren bider kun ved nat
Og solen leger dag tagfat
I dagens skørt og nattens hat
Klædt kun i Danmark
Jeg bærer frøet ud
I regn og sne og slud
Og lægger det i jord
Hvor kulden bor
Spire frø
Efter tø
Når solen varmer muldens skød
Og fregner springer på min lød
Og tanken bliver forårsblød
Haven i Danmark
Nu taler de om vejr
Så ved jeg det er nær
Naturen giver bryst
Og ler med lyst
Tøbruds ve
Prøv at se
En jord der damper tågen væk
Og sætter knopper i min hæk
En snemand smelter søvnigt væk
I moder Danmark
Et stjerneskud er nattens dræ
Tone: Septembers himmel er så blå
Tekst: Astrid Søe Maj 2003
At strække sig, som livets træ
med sjældent håb mod himlen.
Et stjerneskud er nattens dræ
oplyser jer i vrimlen.
Det lys kan bryde ensomhed
og finde vej blandt alle
med ét slog stjernen i jer ned
og kærligheden kalde.
At hænge livets frakke op
på kærlighedens bøjle
at møde én med nøgen krop
og klædeskabets nøgle.
At gense egne glemte spor
i himmellegemers vandring
at vælge liv, med et enkelt ord
alt kendt, og dog forandring.
Hvad kærlighed kan sige to
med ord der sjældent glipper
når tro og liv igen vil gro
og hjertet ikke slipper.
Et krav om nærhed, tillid, bod
i håbets himmelsenge
et nøgent møde med dit mod
når stjernens gnister fænge.
At gi’ hinanden livets sand
et timeglas der tæller
vort livsløb gennem vådevand
hvor hvert et sandkorn ælder.
At trodse død med kærlighed
og vide den oplive!
når livets sol en dag går ned
vil jeres stjerne blive!
Evighedens kys på panden
Tone: Det er hvidt herude.
Tekst: Astrid Søe
I decembers mørke
gror til trods for jordens tørke
spiren frem af vores sind.
De som elsker, bringer våren
trodsigt elskov tørrer tåren
bort fra vintrens frosne kind.
Hvor de hjerter længes
efter tiden hvor de stænges
i et fælles toneslag.
Midt i årets sidste drejning
skrives ind på livets regning -
Hjerteslag, decemberdag.
Kærlighed er varme!
Og i julens strålearme
ordets højtid giver sprog
til de folk der gir´ hinanden
evighedens kys på panden
fælles navn i livets bog.
Først og sidst fornemmer
de som elsker, engles stemmer
sang om julebud og håb.
I de gamle ord der sagde:
at det skete i de dage
ligger kærlighedens dåb.
Kærlighedens banken -
er musik der rører tanken
skaberkraft til alle ord.
Kærligheden bor i alle
midt i mørket vil den kalde
og du genkende dens ord.
Fuld af fordums ælde
ser man elskov overvælde
ensomhedens trange kår.
Kærligheden bliver frugtsom
midt i sneen livet nedkom
med de ord der ej forgår.
Lad de læber mødes
som kan mærke, livet fødes
i en krans af kærlighed!
I de ord vi gir hinanden
der er våren genopstanden -
vores ord er træets ved!
Hvilken kaffe ville du byde uventede gæster?
Tone: Den milde dag er lys og lang. Carl Nielsen 1921
Tekst: Astrid Søe, November 2001
Novembers stille morgenkamp,
hvor sol og jord står op i damp.
Og frosne knæ der knirker lidt
i tøflens læderfedt
En dag med vintertømmermænd,
der værker nede i min lænd.
En søndags stille morgengry
når dagen be'r sig ny.
Og formiddagens vasketøj
bør vaskes rent og frit for møg,
mens solens øjne kikker ind
på edderkoppespind.
Mit hus er fyldt med rod og skidt,
men pyt for det er bare mit.
Jeg går så glad og alene her
med skidtet mellem tæer
Min gamle badekåbe ser
at jeg er nøgen, så den ler
og kaster sig omkring min krop
i glad frotté galop.
Hvor er det skønt at la' stå til
når man nu meget hellere vil
novembers stille morgenkamp
og sol og jord i damp.
Åh, nej! Det ringer på min dør;
jeg ser mig om, som lige før
men alt er stadig rodet der
og tøflens bare tæer.
Nu ringer det så gu igen
i døren står min gamle ven
kom ind, det roder lidt, men kom.
Hun står og ser sig om.
Novembers stille morgenkamp
blir' væk i syner af en svamp
der skulle stryge vindueskarm
min kind bliver' rød og varm.
Hun står og ser så renlig ud
med strøget bluse, cremet hud.
Hun slår sig ned på en køkkenstol
midt i novembers sol.
Du har det godt? Jo tak, såmænd.
Jeg går til køkkenbordet hen.
Nu knurrer kaffens sidste vand;
jeg reder mig i land.
For over kaffens varmesky
Der blir' jeg født til liv på ny.
Ved hverdagskoppens slidte stel
Jeg kommer til mig selv.
Nu tar' vi os en kaffetår
og taler lidt om vinter, vår.
Om hendes nye hofteskål
og minus indlægssål.
Hun kvidrer op om lav pension
om hendes telefonspion
der sladrer om hvem der ringer der
når ikke hun er nær.
Hun sir farvel og går igen
Gad vide hvor hun nu skal hen?
Jeg hænger i min vindueskarm
og blir' en smule harm.
Nu sladrer hun med postens viv
Udbreder hun mit rodeliv?
Jeg føler mig så fortumlet stå
Med tøflen om min tå.
Så kommer jeg i tanke om
engang jeg selv så plus'lig kom
og gjorde hende en visit
hun stod der i sit skidt!
En gæst der kommer af sig selv
ser livet i sin karskenbælg
med køkkenkaffens hverdagskop
Går livet lige op.
Jeg er sgu min egn!
Tone: du gav os de blomster, som lyste imod os
Tekst: Astrid Søe. 2002
Vi ser over landet en nærhed der smiler
den bryder sig vej mellem egne og sprog
den vokser i sindet når rastløshed hviler
fra sjællandske haver til sønderjysk kog.
den kalder på ophold når fødderne iler
den skriver i sjælene en hjemlængsels bog.
For enden af øjet hvor synet blir' ældet
hvor hjerternes udsigt kun ved hvad der sker
der står vi som mennesker ganske forgældet
når hjertet forelsker sig medens det ser
at synet forynges hvor landet forældes
det koster vor kærlighed når landet det ler.
En egn viser ansigt i folket den føder
vi gror bedst hvor landet i møde os gå
i egn og i menneske hjemlængsel gløder
og skaber en tanke om lønligt at få
et hjem der tar farve af landskabets møder
vi blusser når øjet ser hvor vuggen skal stå.
Se fuglene letter fra skjulet i sivet
og ukrudtet bryder den vej der blev lagt
en orm skubber jorden til side med livet
et par holder hånd mens de vandrer i takt
de mærker imod sig den jord de blev givet
fornemmer at hjemme er den egn de gir magt!
klædt i årets lodne vrang
Tone: Bjarne Haahr 1981. Jeg svømmer ind fra Kattegat
Tekst: Astrid Søe 2002
I vinte’rens barnehvide hud
jeg genser mit skelet
det ønsker sig at hoppe ud
foruden sikringsnet
det kaster sig fra bakkens top
men når det atter kravler op
jeg gir det livets frakke på
og støvle om sin storetå.
Når våren springer ud med tro
på stedsegrønne håb
går vinteren igen til ro
i regnens milde dåb.
utæmmelig og vild og glad
går kroppen i forundringsbad
og ler som genfødt i det ny
foruden hat og paraply
I sommerens mætte blomsterflor
får modenheden magt
jeg svæver dristigt over jord
i hængekøjens takt.
jeg vipper ind i sommerens blund
i søvne åbner jeg min mund
med dovenskab som havens hval
i træets skygge, glad og sval.
I efteråret står jeg op
og klær’ mig som mig selv
naturen farves om min krop
af blodets kildevæld
mit kød gir træet gylden lød
idet jeg kysser jordens skød
kun klædt i årets lodne vrang
jeg bliver et med livets gang
Kvasers blod
Tone: Bjarne Haahr, Di kjærlighed er mej mere værd
Tekst: Astrid Søe 2003
Hvor modersmålet har løst et bånd
og Guder mødes i ordets frihed
Da skabes skjaldenes liv og ånd
Og krigen vendes til lighed.
En skjald han lever med livet nært
selv livets gåde kan han besvare
Det uhåndgribelige har han kært
hans blod kan ordet bevare
Så fængsles blodet der rummer alt
I frygt for troen på ordets spredning
Hvem ejer viden og alt fortalt?
Kun frihed er vores redning.
I fuglespyt og i kattetramp
Blir’ jorden grøn under dine fødder
hvert svar blir’ til i din egen kamp
du kom af skjaldenes rødder
I blodet løber den strøm af ord
der følsomt svarer på livets gåde
Når vores kroppe er muld og jord
Da lever sproget vi såede.
Livets stikkelsbær, i egen saft
Lønne Højskole 40.000 deltagere 2. maj 2003
Tone: Ud af landevejen
Tekst: Astrid Søe.
Hvad kan drømme bli’? uden at tro
på det talte ord, der evigt gro.
Vil man vælge livet til, sæt så alt på spil!
Vaklende vi går de første skridt
drømme blir’ så let til mareridt
men med spirehåb i sind, kom glæden ind .
Vi gror i det man siger, er dødt
én skjald fra gudernes spyt.
I ordets frie munde, kan vi bunde
der er modet velmødt!
Spræng den låste dør, værn om den tro
at det frie ord, kan bygge bro
frihed som et fælles kår, kan hele sår.
Gennem gamle spor, går vi som ny
med forundring smil dagene gry
livet syntes kort, men se: drømmen groede te’.
Asken springer ud med glædes råb
Livet det slog til hvor der var håb.
Gennem mange der var med, så vi fandt sted!
For dem, der kom, og gik og blev ved
vi drejer hovedet af led.
Her tør vi tro på glæde, de tilstede
tynger trængslerne ned.
I forskellighed, kampens fik kraft
livets stikkelsbær, i egen saft
for skal planten sætte bær: Stå fast og vær!
Mennesket i flere lag
Tone: Egetræet tungt af alder.
Tekst: Astrid Søe. Til min ven Søren Aabye Kierkegaard.
20.10.1994. Ud af tomheden.
Når vi vælger nye veje
springer ind i håb og tro
får vi vores selv i eje
plads til hjertets tvivl at gro
Dybest nede funkler lyset
væren stiger op deraf
først en frygt en gru en gysen
mennesket i flere lag
Nye ord i folkemunde
synker ned i sindelag
spirer ind i løvfaldslunde
skænker vennen nok en dag
Falder ned i tomrums livet
lander på et nyfødt ord
skrig i fødsel atter givet
salighed ud af det gror
Tegnet gennem luft og tanke
venter på tilbage nik
øjne mørknes, skuldre rankes
hjertets længsel svaret fik
Ligegyldighed er døden
når den er imellem to
kærlighed er morgenrøden
skænker livet fred- I ro
Livets knude løsnes langsomt
længsels rejsen ebber ud
øjets frygt nu blidt og Gudsfromt
dagens ende takker Gud.
Sandet har gemt millioner af ord
Tone: sangen har lysning
Tekst: Astrid Søe
Stenen der vidner om våde og ælde
Slibes historisk og bliver til sand
Under den vandrendes fod det fortælle
Myter om dengang det selv var et land
Myter om liv der har slebet og formet
Flyttet og genskabt den jord hvor vi bor
Myter hvor vinden blandt klitter har stormet
Sandet har gemt millioner af ord
Klitternes vælde tar' åndedraget med sig
Kaster det frem mod en marehalmstop
Sandkornet danser og drejer i tag fat leg
Barnet bliver engel i sandmassen krop.
Selv i den voksne blir livet til lege
Saltet det puster et barnesind derind
Folket der vandrer de vestjyske veje
Smittes af ravklumpens solgyldne skin
Havet har sange på sære melodier
Fuglene synes at nynne dets sang
Vestjyllands sprog og ved disse toner diger
Mennesker lærer af bølgernes klang.
Midt i de ord der kan synes så korte
Kommer en stilhed der aldrig blir til storm
Vestjysk det ånder, men ordet bliver borte
Midt i det store tar' stilheden form.
Trampedans mod gravens kant
Tone: tænk at livet koster livet
Tekst: Astrid Søe juli 2003
Ramt af livet
Et er givet
Trampedans mod gravens kant
Hvor jeg trådte
Livet måtte
Tale selv om hvad jeg vandt
Trængsels tro med håbegnist
Er livets list
Dine hænder
Glæden vender
Runer ristet i mit kød
Mærkedage
Ser tilbage
Hvor du greb mig i min nød
I din barneglade tro
Får livet ro
Vestenvind på tå
Tone: mariehønen evigglad.
Tekst: Astrid Søe 2002
Godmorgen til et mærk'ligt land
Der vokser ud af klittens sand
Her går jeg rundt med bare tær
Kom selv herud og lyt og lær
I himlen høres fuglefløjt
Jeg når dem ej, det er for højt.
Men træerne kan næsten nå
Selvom de alle står på skrå.
De vender alle væk fra vest
Der kommer nemlig meget blæst
Og blæsten tar min drage op
I himlen over træets top.
Min drage hører fuglesang
Og slår med halen, som er lang
Min drage flyver som en leg.
Men fuglefløjt det kan den ej.